Historie
Hvad er vietnamesisk vanddukketeater? En historie
Mua rối nước stammer fra landsbyerne i Røde Flod-deltaet i det 11. århundrede – sådan får dukkerne det til at glide hen over vandet, og hvor traditionen virkelig har sin oprindelse.
Se vanddukkedatoer på GetYourGuide ↗Vanddukketeater i et nøddeskal
| Aspekt | Detaljer |
|---|---|
| Oprindelse | Landsbyer i Den Røde Flod-deltaet, 1000-tallet (Ly-dynastiet) |
| Oprindelig spillested | Oversvømmede rismarker og landsbydamme |
| Moderne spillested | Indendørs bassinscener (midten/slutningen af 1900-tallet) |
| Dukkemateriale | Udskåret træ, lakeret |
| Styring | Nedsænkede bambusstænger og snore, betjent bag en skærm |
| Dukkeførere | Står i vand til livet bag en bambusskærm |
Hvor traditionen begyndte
Vanddukketeater — mua roi nuoc på vietnamesisk — har rødder i landsbyerne i Den Røde Flods delta, det lavtliggende landbrugsområde omkring det moderne Hanoi. De tidligste spor af kunstformen stammer fra det 11. århundrede under Ly-dynastiet, selvom ingen enkeltperson eller grundlæggerlandsby kan krediteres for dens oprindelse. Den voksede frem som en decentral landsbytradition, hvor forskellige samfund udviklede deres egne dukketeatre og repertoire gennem generationer — snarere end at sprede sig ud fra én oprindelig kilde. Denne decentrale oprindelse er en del af grunden til, at kunsten i dag rummer så stor regional variation på tværs af Vietnam — der findes ingen enkelt "korrekt" version, blot en fælles teknik, der er blevet forfinet i deltaet gennem næsten tusind år.
Sådan får man dukkerne til at se ud, som om de bevæger sig helt af sig selv
Tricket er selve vandet. Dukkeførerne står op til livet i et bassin, skjult for publikum bag en bambusskærm bagerst på scenen. Herfra styrer de trædukkerne ved hjælp af nedsænkede bambusstænger og snore, der løber under vandet op til førernes hænder. Da vandet er uigennemsigtigt, forbliver stængerne usynlige for publikum, så dukkerne ser ud til at glide, snurre og dykke hen over overfladen uden nogen synlig mekanisme bag bevægelsen. Det er et gennemført smart stykke scenekunst – enkelt i konceptet, men det kræver ægte kunnen at få en dukkes bevægelser til at virke naturlige frem for hakkende eller mekaniske.
Fra oversvømmede rismarker til indendørsscener
Oprindeligt var vanddukketeater ikke teater i moderne forstand – det blev opført direkte i oversvømmede rismarker og landsbydamme under festivaler, hvor det både fungerede som underholdning og som en del af høstritualerne knyttet til landbrugskalenderen. Traditionen gik markant tilbage under den franske koloniperiode og gennem det 20. århundredes krige, hvor landsbylivet og dets festkalender blev hårdt forstyrret. Den blev genoplivet og professionaliseret senere i det 20. århundrede, da trupterne flyttede forestillingerne indendørs til specialbyggede bassinscener – det format, du ser i dag på steder som Thang Long, langt fra de åbne markoptrædener fra århundreder tilbage.
Dukkerne i sig selv
Traditionelle vanddukker skæres i træ og færdiggøres med lak, hvilket giver dem både holdbarheden til at klare gentagne dyp i vandet og den blanke overflade, der kommer smukt til sin ret under scenelyset. Hver figur er bygget til at repræsentere en karakter eller et væsen fra landsbylivet eller folkloren – bønder, dyr, mytiske væsner – og malet i stærke farver, der er synlige helt fra publikumspladserne på den anden side af vandbassinet. Træ-og-lak-konstruktionen er lige så meget et praktisk valg som et æstetisk: dukkerne skal være vandtætte og robuste nok til, at stang- og snoremekanismerne kan bevæge dem pålideligt, forestilling efter forestilling, år efter år.
Er det UNESCO-anerkendt? Ikke officielt — endnu.
Man kan læse på nettet, at vietnamesisk vanddukketeater skulle være en UNESCO-inskrevet tradition. Det er ikke korrekt ifølge de nyeste tilgængelige oplysninger: kilderne er uenige, og den seneste rapportering viser, at Vietnam har indstillet vanddukketeater til UNESCO-anerkendelse, men at indstillingen stadig er under forberedelse – ikke bekræftet eller inskrevet. Det er en væsentlig forskel, hvis du går op i oprindelsen af det, du ser – dette er en ægte gammel og betydningsfuld folkekunst, men den har endnu ikke officiel UNESCO-inskrevet status. Behandl enhver påstand om "UNESCO-listet" vanddukketeater som for tidlig, indtil indstillingen formelt er afgjort den ene eller den anden vej.